"Frontend-udvikleren har etableret sig"

Gennem de seneste år er frontend-udvikleren blevet en mere og mere eftertragtet race. Men selve rollen og industriens syn på rollen har også gennemgået store ændringer. Stifter af ColdFront Kenneth Auchenberg fortæller her, hvordan han har set rollen udvikle sig, og hvilke helt nye udfordringer man står overfor som frontend-udvikler i dag.
Frontend-udvikleren har fundet sin plads
For femte år i streg slår Kenneth Auchenberg og co. dørene op, når Københavns førende frontend-konference, ColdFront, i starten af november endnu engang stiller skarp på frontend-udvikling. Og gennem de år hvor konferencen har været en realitet, har frontend-udvikling og især rollen som frontend-udvikler været under hastig forandring.
”Rollen som frontend-udvikler er blevet mere veletableret og anerkendt i industrien de seneste år,” fortæller Auchenberg.
”For fem eller 7 år tilbage betragtede de fleste ikke frontend-delen som en særskilt disciplin, men derimod som noget man alligevel udviklede, nu hvor man var i gang. Sådan er det bestemt ikke mere”.
Stigende krav til brugeroplevelsen og forståelsen for, hvordan tjenester skal opføre sig på tværs af devices har naturligt nok sat efterspørgslen på frontend-udvikleres kompetencer i vejret. Men ifølge Auchenberg handler det også om, at professionen har modnet sig, og man er i branchen blevet mere bevidst om, hvordan man håndterer specifikke udfordringer og leverer mærkbar værdi til udviklingsarbejdet.
Frontend-udvikleren skal være teknologi agnostisk
I den moderne rolle som frontend-udvikler skal du være i stand til at bygge oplevelser på tværs af platforme og devices. For år tilbage var du enten mobiludvikler eller webudvikler, men i dag flyder de to ting i højere grad sammen – nu er du frontend-udvikler. Og i en branche der racer afsted, dukker der hele tiden nye platforme og teknologier op, som man skal holde sig orienteret omkring. Det betyder, at man som frontend-udvikler skal være i stand til at jonglere med et væld af platforme og teknologier, men vigtigst af alt sørge for, man ikke helliger sig enkelte teknologier og platforme.
”Der kommer hele tiden nye platforme og teknologier til. Ny teknologi betyder også nye muligheder. Derfor må vi som frontend-udviklere ikke være religiøse i vores valg af teknologi, for så mister vi orienteringen om de nye muligheder, der kommer hele tiden,” uddyber Kenneth Auchenberg.
Etik for udviklere
Som den nye rolle modnes, byder sig nye udfordringer, og der sættes spørgsmålstegn ved flere ting. En af de tendenser som tegner sig i øjeblikket, handler om det etiske ansvar og de etiske overvejelser, man må gøre sig som udvikler. Kenneth Auchenberg forklarer:
”Vi har som udviklere et ansvar i forhold til den teknologi vi bygger, og hvordan den bliver anvendt. Hvordan forholder man sig som udvikler til en virkelighed, der er domineret af Facebook, privacy, GDPR, machine learning og meget andet, og hvilke etiske valg, fravalg og overvejelser står man overfor?”
Ifølge Auchenberg er dette i højere grad en diskussion og debat, der vinder frem i branchen. Der begynder at være en stigende bevidsthed i udviklermiljøet om den påvirkning, nyudviklede teknologier og løsninger har på sin omverden, og hvilken rolle man selv spiller i at frembringe disse. Det er også derfor, at ColdFront i år sætter fokus på dette emne med to foredrag.
Coldfront 2018
Siden 2014 har ColdFront været den førende frontend konference i København. Tilbage i 2014 var det en éndagskonference, hvor det derimod i dag er en tredagskonference med taler fra førende influencers, workshops og meget andet. ColdFront har et holistisk og bredt perspektiv på frontend udvikling og har et særligt fokus på at udforske fremtidige trends, tendenser og teknologier.
Du kan læse mere om konferencen her.

Om Kenneth Auchenberg
Navn: Kenneth Auchenberg
Alder: 29
Uddannelse: Autodidakt
Kenneth Auchenberg tilhører IT-verdenens gør-det-selv-mennesker og er selvlært udvikler med speciale i frontend. Kenneth er stifter af ColdFront, men arbejder til dagligt som Program Manager hos Microsoft i Seattle. Han er ’Global Shaper’ for Word Economic Forum, og har en baggrund i startup verdenen hvor han er en del af adskillige advisory boards. Kenneth er desuden en erfaren foredragsholder.