Error loading MacroEngine script (file: ) Ny bro mellem forretning og IT - emagine.dk

Ny bro mellem forretning og IT

Nyt datterselskab rådgiver virksomheder inden for ledelse.

Hidtil er ProData Consult blevet ringet op, når der har været brug for fagfolk til at føre IT-projekter ud i livet, mens andre konsulenthuse har hjulpet virksomhederne med at komme frem til, hvilke IT-løsninger de skal have håndteret. De opgaver vil ProData Consult gerne være med til at løfte. Det sker med det nye datterselskab ProData Management, som skal rykke koncernen et stort trin op i it-fødekæden. 

”ProData Consult har mange års erfaring med konsulentopgaver. Derfor vil vi ikke længere ’kun’ sende konsulenter ud til eksisterende projekter. Vi træder et skridt op i hierarkiet for at hjælpe kunderne med at tegne projekterne – både for at minimere fejl og mangler i det senere projekt, men også for efterfølgende at kunne forsyne vores egne konsulenter med IT-opgaver,” fortæller direktør Svend-Erik Jensen.

ProData Management er ikke kun en smart forretningsidé her og nu. Selskabet kan også på længere sigt vise sig at være en værdifuld videreudvikling af ProData Consults forretningsområder. 
”Vi tror på, at det også betyder, at vi får en tættere relation til den enkelte kunde. Hvis vi er med til at definere projekterne på ledelsesgangen, får vi en helt anden type kundekontakt – og vi vil få et meget stærkere fodfæste i virksomheden, end hvis vi blot leverer en ressource til maskinrummet i to måneder,” forklarer Svend-Erik Jensen.

Hvor forretningen møder IT

De konsulenter, ProData Management sender ud, skal kunne rådgive virksomheder inden for ledelse, virksomhedsstyring- og udvikling, optimering af processer og forretningsgange m.m. Fælles for rådgivningen er, at konsulenterne skal anlægge en forretningsmæssig synsvinkel og anskue problemstillingerne, som virksomhedens ledelse vil se dem.
”En ProData Management-konsulent tager udgangspunkt i forretningen. Han eller hun har forståelse for, hvordan man kan være sparringspartner for en direktør, en økonomichef eller en helt tredje leder – og ved, hvordan man optimerer en forretning på udvalgte områder,” understreger Svend-Erik Jensen.

Der vil især være behov for konsulenter, som kan vurdere, hvad den enkelte forretning med sine unikke problemstillinger har brug for. Men man må meget gerne have IT-forstand med i baghånden, da det er vigtigt at bygge bro mellem forretningerne og IT. Det er dér, ProData Management vil positionere sig over for kunderne.

Anderledes og nye profiler

De konsulenter, ProData Management søger, er nogle lidt andre profiler end dem, der hidtil er blevet forbundet med ProData Consult. Derfor vil der være brug for helt nye profiler i ProData Consults database. Men det kan også være, at nogle nuværende konsulenter har kompetencer inden for management consulting.
”Og man må meget gerne have erfaring fra bestemte brancher, så konsulenten kan bidrage med kendskab til specifikke forretningsområder – eksempelvis elselskaber og banker,” siger Svend-Erik Jensen.

Derfor opfordrer Svend-Erik Jensen alle konsulenter til fremover at holde et vågent øje med de nye typer jobs, som vil blive annonceret på konsulenter.dk – og særligt de konsulenter, som ikke opfatter sig selv som hardcore IT-folk, men som har en mere ledelsesmæssig tilgang.