Error loading MacroEngine script (file: ) Konsulentindkøb uden bullshit - emagine.dk

Konsulentindkøb uden bullshit

Allan christiansen bliver hurtigt træt af samtalen, hvis sælgere og konsulenter prøver at presse prisen op, eller en projektleder fabler for længe om, hvorfor han ikke når deadline. Til gengæld bliver udviklingsdirektøren tæt på begejstret, når en konsulent tænker nyt med respekt for virksomheden.

På et kontor dybt inde i SDCs solide hovedsæde i Ballerup, har Allan Christiansen et lille bord stående ved siden af sit skrivebord. På bordet står en pakke Kleenex og en rulle kiks. Tudekiks, vel at mærke. Når udviklingsdirektøren bliver træt af at høre på diverse sælgeres meget lange, tårevædede historier om, hvorfor deres konsulentpriser er så høje, kan han med en håndbevægelse mod det lille bord hurtigt opsummere sin holdning til den slags: Tag en kiks og tør øjnene, mester. Det er en sjov gimmick, men der er alvor bag det lille arrangement. For SDCs mand gennem 16 år gider ikke søforklaringer og sniksnak. Han vil se brugbare og konkrete resultater.

Inspiration udefra

Ønsket om resultater er netop en af årsagerne til, at SDC har et stort antal konsulenter på gangene - ud af ca. 600 ansatte er næsten hver tredje en konsulent. 
”For os er det ikke nok, at konsulentarbejdskraften er fleksibel, og at vi kan skalere kapaciteten i forhold til det aktuelle behov i SDCs marked. Vi arbejder konstant efter at blive mere effektive, og ny inspiration er en del af det, vi betaler ekstra for,” forklarer Allan Christiansen.

SDC forventer nytænkning af sine konsulenter, men man skal altid tage udgangspunkt i virksomheden, når man byder ind med nye ideer. Allan Christiansen oplever, at konsulenterne som regel lever op til hans krav, men enkelte har dog primadonnatendenser. De er stædige og insisterer på, at deres  måde at løse opgaverne på, er den eneste rigtige – og den smarteste. Men for SDC handler det ikke altid om, at en opgave skal håndteres på den smarteste måde. Den skal løses på den smarteste måde ud fra SDCs præmisser.
”Vi har udviklet systemer i snart 50 år, så vi er ikke helt idioter. Der er en årsag til, at vores systemer og arkitektur er, som de er. Vi hverken kan eller vil lave om på tingene, bare fordi en konsulent har en anden mening,” siger Allan Christiansen. 

Samtidig ændrer en virksomhed, der håndterer tunge banksystemer, ikke kurs fra den ene dag til den anden. SDC understøtter kundernes forretning, og de kunder har investeret mange penge i virksomheden. Penge, der skal bruges optimalt. Og det bliver de ikke nødvendigvis ved, at SDC hver gang adopterer de nyeste løsningsmodeller.
”Det går galt for nogle konsulenter, der vælger at overse vores metodikker og forsøger at trække projekterne i en anden retning end den, SDC udstikker. Hvis de fik deres vilje, ville vi ende med at få systemer, som er meget dyre at vedligeholde.” 

Allan Christiansen slår hårdt ned, når en konsulent ikke følger de overordnede spilleregler, men den slags hører heldigvis til sjældenhederne.

Gerne lange ansættelser 

Langt de fleste konsulenter, som bliver lukket ind i SDC, kan se frem til flere år i huset – ikke mindst fordi det tager tid at lære folk op i virksomhedens store systemer.
”Vi får ikke altid valuta for pengene de første måneder. En del af de tungere systemer kræver en meget stor teknisk forretningsviden, og det tager tid at sætte folk ind i tingene. På de områder har vi konsulenter, som har været her i en årrække fordi de performer godt, indgår i kulturen på en fin måde og virkelig bidrager,” forklarer Allan Christiansen.

Men der kan også være ulemper ved at have konsulenter tilknyttet i årevis. En konsulent må ikke gro så fast, at han glemmer at udfordre eksisterende rutiner og bliver mindre innovativ. Der er dog også dygtige konsulenter, som selv vælger SDC fra efter nogle år, fordi de ønsker at prøve noget nyt. De har både erfaringerne fra SDC og frisk viden udefra, så dem vil Allan Christiansen gerne have tilbage i huset.
”Vi har en stående aftale med konsulentfirmaerne om, at de skal ringe til os først, når de folk bliver ledige,” siger Allan Christiansen.

Han ser generelt med positive øjne på folk, der har været væk fra SDC og gerne vil tilbage igen. 
”Står vi med to konsulenter, der er lige gode, og den ene har to-tre års erfaring fra huset her, og vi har været tilfredse med vedkommende, så napper vi ham eller hende. De kan nærmest indgå i arbejdet med det samme, og det er jo herligt.” 

Vækst og ambitiøse mål

I dag er SDC en stærk virksomhed i vækst trods et presset dansk marked. Men sådan har det ikke altid været. I 2001 konverterede BG Bank, virksomhedens største kunde, til Danske Bank. Der blev efterfølgende gennemført en nødvendig men barsk tilpasning, og i en periode så det sort ud for SDC. Vendepunktet blev en nordisk strategi med først norske og senere svenske og færøske kunder, hvor det første projekt var en udfordrende og spændende konvertering af 82 norske pengeinstitutter til SDCs systemer. Et projekt Allan Christiansen stod i spidsen for. Men han er ikke en mand, der taler om sin egen rolle i firmaets udvikling. Han griner lidt, og vil hellere tale om ambitiøse mål og arbejdsglæde. Han er godt tilfreds, når alle står sammen om en opgave og knokler igennem, så SDC kan levere en kvalitetsvare til aftalt tid – med glade kunder til følge. 
”I SDC sætter vi høje mål, der tvinger os til at tænke anderledes for at nå dem. En nødvendighed, hvis SDC fortsat skal vækste og blive mere effektiv og konkurrencedygtig. Og det skal vi.”