Error loading MacroEngine script (file: ) To konsulenter om deres holdning til testarbejde - emagine.dk

To konsulenter om deres holdning til testarbejde

Testere bruger uforholdsmæssig meget tid på usandsynlige scenarier

af Louise Ege, Tester/IT-konsulent

Hvilke typer opgaver sidder du overvejende med?
Jeg sidder typisk med testrelaterede opgaver inden for pensionsbranchen
og især med opgaver, der relaterer sig til Edlunds Liv.Net rammeværk. P.t. sidder jeg hos PenSam på et projekt, der involverer en bunke forretningsregler og går på tværs af en lang række systemer i organisationen. Dermed er der både fokus på forretning og mere tekniske integrationer, og den blanding passer mig godt.

Er der en udfordring, der ofte går igen i dit arbejde – og hvordan håndterer du den?
Det er til tider en udfordring at holde sig opdateret på ændrede krav undervejs og få tilrettet testcases mv. Det sker ofte, at man glemmer at informere testerne, når der tages nye beslutninger, men det er jo essentielt, at man som tester hele tiden er opdateret på løsningen.

Hvad sætter du mest pris på i dit arbejde?
Jeg sætter stor pris på, at man som tester får forståelsen af hele processen og den forretningsmæssige baggrund herfor. Jeg startede egentlig som udvikler, men var dybt frustreret over altid kun at kende et lille hjørne af det system, jeg var med til at bygge. Jeg har
et stort behov for at forstå helheden, og det får man mulighed for som tester. Desuden er man som tester i berøring med mange mennesker – kravstillere, udviklere, brugere etc. – og kommer derfor lidt rundt i organisationen.

Hvad giver dig de største frustrationer?
Jeg kan godt blive meget involveret i et projekt, og det kan til tider være frustrerende for mig ikke at være med i alle hjørner. Jeg øver mig i at sige til mig selv, at jeg ikke behøver være eksperten på alle områder, og at jeg ikke behøver være med i alle diskussioner. Men det kan godt være svært.

Hvis du kunne få én ting ændret i dit arbejde med test, hvad skulle det så Være – og hvorfor?
Jeg ville rigtig gerne have test med helt fremme i processen, involveret allerede i kravstillingsprocessen. Der er et kæmpe tab af viden ved, at test ofte først kommer til, når noget er klar til at blive testet.

Jeg mener, det er vigtigt, at man som tester forstår, hvad forretning-en vil have, så man tester med dette for øje og ikke kun efter, hvad man har forstået ud fra en kravspecifikation. Med test involveret i kravstillingsprocessen vil man kunne bevare den vigtige forretningsforståelse gennem hele projektet, og det vil give en langt højere kvalitet i testen. Jeg ser ofte testere bruge uforholdsmæssig meget tid på små usandsynlige scenarier, fordi de mangler forståelse for, hvad der er det væsentlige. Derfor tror jeg også, at det vil give en mere effektiv testproces.

Der mangler ofte en tegning over, hvordan data flyder gennem systemerne

af Jakob Øjvind Nielsen, Test manager/Teknisk projektleder

Hvilke typer opgaver sidder du overvejende med?
Som freelance test manager hyres jeg som regel ind til at planlægge testen af et produkt med nogle større knopskydninger i et større kompleks af integrerede systemer. I praksis betyder det, at jeg bliver projektlederens garant for, at produktet kommer ud med den rette kvalitet og de ønskede krav.

Er der en udfordring, der ofte går igen i dit arbejde – og hvordan håndterer du den?
Der er flere gengangere blandt udfordringerne, men hvis jeg kun skal nævne én ting, så er det, at der ofte mangler en tegning over, hvordan data flyder gennem systemerne, og hvordan de forandres. Der er skrevet et antal dokumenter, som har med arkitektur, design, implementering og processer at gøre, men denne ene tegning mangler.

Tegningen bliver i projektet brugt til at kunne fortælle en historie om, hvordan forretningens processer påvirker systemerne. Den bliver projektets rygrad og kommunikationsredskabet mellem udviklere, forretning og testere til fælles forståelse.

Få personer forstår, hvilken deltaljeringsgrad, tegningen skal have. Derfor står jeg som regel for den, hvilket også giver mig kendskab til systemet i sin helhed i en høj detaljeringsgrad. Hvis tegningen udføres på et tidligt tidspunkt i projektet, opdager jeg huller i systemernes interfaces og kan derfor sætte de involverede parter sammen, så de kan blive enige om en løsning.

Hvad sætter du mest pris på i dit arbejde?
Når jeg kan se, at det som udvikles, kan hjælpe mange mennesker i deres arbejde, og når jeg kan bidrage med at skabe forståelse mellem forretning og udviklere.

Hvad giver dig de største frustrationer?
Dem får jeg, når forretningen kommer for langt væk fra projektet og ikke har føling med, hvor projektet er. Jeg er stor tilhænger af agile projekter, hvor forretningen bliver skolet i at være tæt på projektet, så produktet, der udvikles, har forbindelse til virkeligheden.

Hvis du kunne få én ting ændret i dit arbejde med test, hvad skulle det være – og hvorfor?
Mit højeste ønske er at komme til et projekt, hvor udviklingsteamet har indført continuous integration, og at al regressionstest er automatiseret af et automatiseringsteam, som konstant tilfører nye test til suiten.
Hvis mit ønske blev opfyldt, ville det være muligt at få nedsat cyklustiden fra udvikling til produktion markant. Det ville også betyde, at der faktisk kunne testes i dybden på de krav, der stilles til projektet.