Error loading MacroEngine script (file: ) Cloudpotentiale - emagine.dk

Cloudpotentiale

Interview med Ole Kjeldsen, direktør for platform og udviklere, Microsoft.

Det nye år hos Microsoft kommer til at bære præg af efterårets produktlancering, som var den største nogensinde. I 2013 skal potentialet i produkter og initiativer realiseres. Derudover kommer næste version af MS Office – en version, der er tæt forbundet med cloud’en; et område, hvor Microsoft nu tager rigtig fat.

Hybridløsninger

Cloud computing bliver endnu større i 2013, men teknologien får ikke eneret på infrastrukturløsninger. Den komplette virtualisering ligger langt ude i fremtiden, hvis det overhovedet er den rette løsning.

”Den største tendens er, at vi i meget højere grad end tidligere vil se, at hele eller dele af løsninger lægges ud i cloud’en. Kunder vælger ofte at etablere en hybridløsning, hvor blot dele af en eksisterende og dyrere on premise-løsning flyttes ud i cloud’en. Den mulighed er først opstået inden for det seneste år og tiltaler mange, som nu trinvist kan flytte deres løsninger ud i skyen og få de fordele, som naturligt følger med i det paradigme,” fortæller Ole Kjeldsen.

Men specielt til helt små, nyetablerede virksomheder giver cloud god mening. De starter i skyen og bygger virksomhedens infrastruktur op derude. Både fordi de med det samme kan nå et marked kloden rundt uden store indledende omkostninger, og fordi IT-løsningen dermed kan vokse med virksomheden. Ole Kjeldsen siger:

”Cloud afløser ikke alt. Den overtager de IT-områder, der giver mening, men om det er 30, 40 eller 50 procent, er svært at sige. Blot kan vi se, at fordelene er udtalte for store, mellemstore og små virksomheder såvel som for alle private forbrugere.”

Trinvist paradigmeskift

Man er nødt til at forstå som konsulent – og som virksomhed – at cloud ikke er alt eller intet.

”Ja, det er et paradigmeskift, men ét, der sker trinvist. Vi kan se, at på den mellemlange bane vil der stadig være masser af on premise-løsninger. Der er investeret millioner i dem, og de fungerer ganske fint. Samtidig kan de kobles med cloudløsninger og opnå ekstra værdi,” fortæller Ole Kjeldsen.

Det er oftest først, hvis udstyret står for en renovering, eller hvis virksomheden vokser, og infrastrukturen ikke kan følge med, at det kan give god mening at bruge en cloudløsning. I den situation kan man se på, om det kan betale sig bare at udvide, eller om alt skal skiftes over til en cloudløsning.
Ole Kjeldsen siger:

”Der er ingen tvivl om, at kvaliteten af det, man kan få i cloud’en, i forhold til den pris, man giver for det, ikke bare er konkurrencedygtig – den er faktisk forsvindende billig i forhold til selv at skulle drive en infrastruktur.”

Mobility

Cloud’en er omdrejningspunkt for mange andre store trends, der driver IT-industrien. Mobility er en af dem, uanset om vi taler smartphones eller tablets. ”Mobile devices kan meget offline, men de giver en bedre oplevelse, når de er koblet til en cloud- eller webløsning, og her bliver cloud vigtigere i forhold til lagring,” siger Microsofts direktør for platform og udviklere.

For big data er eksponentielt stigende og driver flere løsninger ud på cloud’en, da det er for dyrt selv at vedligeholde storage. Samtidig kommer flere data til, der skal lagres og analyseres, og det sker bedst rent økonomisk på en cloudplatform.

Social networking

Social networking er stort i IT-branchen. At vi skal kunne dele alt, bidrager også til, at mere bliver lagt ud på cloud’en. Microsoft baserer tiltag på, hvad folk søger. Bagsiden af medaljen er, at det, som mange har søgt efter, ikke nødvendigvis er det bedste udgangspunkt.

”Men det er den vej, brugen af social networking går. Vi kan se, at mange stiller spørgsmål på fx Twitter i stedet for at bruge en søgemaskine. Er det mere rigtigt eller forkert, end hvis arbejdet var kvalificeret på en anden måde? Det er en trend for fx yngre brugere, udvalgte brancher og IT-udviklere, der bruger dette medie intensivt.”

80 mia. apps

Research- og rådgivningsvirksomheden Gartner forventer, at antallet af downloadede apps i 2013 runder 80 mia. Dermed er apps også i top fem over IT-trends anno 2013. Vi søger efter apps til alle tænkelige interaktioner. Mange apps fungerer offline, men mange er også afhængige af en eller anden form for cloudtjeneste.

”De sjoveste brugeroplevelser, der, hvor magien sker, er, når interaktionen er bundet op på en cloud-tjeneste og foregår med andre på nettet,” siger Ole Kjeldsen.

Hidtil har mange apps fungeret som monolitter, der kun kan én ting, fx vise vejret i Danmark eller madopskrifter. Men flere begynder at se de muligheder, der ligger i platforme som Windows Phone, hvor en app kan koble flere forskellige scenarier sammen, så relevante data fra fx kontakter, Facebook, linkedin og Twitter er tilgængelige ét sted. Fokus er på at samle alt, hvad man interagerer med kontakter om, såsom billeder, statusopdateringer, sms, telefon e-mail etc., og ikke på, om man er inde i én bestemt app som fx Facebook.

Touch

Da touchskærmen blev introduceret, skete der en eksplosion inden for mobile devices. Nu er touchskærme hvermandseje. For hver fire-fem devices på markedet vil den ene inkludere en touchskærm, og Ole Kjeldsen tipper på, at det inden for to år ikke kan betale sig at producere små og mellemstore skærme uden touch, da softwareoplevelser begynder at basere sig på touch. Ole Kjeldsen uddyber:

”Forbrugerne vænner sig til touch på smartphone, og i mange tilfælde er det en god, intuitiv måde at interagere med sine data, fordi det er apps-baseret. Og fordi vores apps er der, og folk begynder at kunne se værdien, begynder pc-producenter også at bruge touchskærme.”

Man kan tale til Xbox og nogle Samsung-tv’er, men teknologien er ikke oplagt i en stue, hvor folk sidder og snakker med hinanden. Touch vil ifølge Ole Kjeldsen få en hurtigere udbredelse, fordi teknologien er mere intutitiv. Derudover er skærmene til at betale.

”Min 21-tommers touchskærm, som jeg bruger i køkkenet bl.a. Til at finde opskrifter med, købte jeg for to år siden for 1.400 kr, så touchskærme er her og er til at komme i nærheden af prismæssigt.”

Konsulenter skal tænke ROI

Pris er også en vigtig overvejelse, når man som konsulent arbejder med IT-projekter: Man skal hele tiden tænke ROI – Return on Investment – og konsulenter skal som altid holde fødderne på jorden, for trends som eksempelvis cloud’en er ikke løsningen på alt.

”Men skyen er en løsning på rigtig mange ting, og der er en klar ROI for alle de projekter, vi har kørt de seneste år,” fortæller Ole Kjeldsen.

Det samme gælder apps. De er heller ikke løsningen på alt. Derfor skal IT-konsulenter hele tiden at have antennerne ude og kende mulighederne, men samtidig udnytte, at det er i koblingen af de forskellige trends som cloud’en, touch og social networking, at virkelig værdi opstår. Ole Kjeldsen siger:

”Man skal ikke udvikle apps, bare fordi apps er det nye sort. Som konsulent skal man være i stand til at overskue og udnytte muligheder for synergi på tværs af de her megatrends.”