Error loading MacroEngine script (file: ) Jeg går benhårdt efter resultater - emagine.dk
Interview med Torben Ponsaing, afdelingsleder i SDC.

Jeg går benhårdt efter resultater

Torben Ponsaing er en stor mand. Han har ikke brug for skræddergreb som skulderpuder for at fylde jakkesættet ud. Den hvide skjorte ligger glat hen over en svulmende brystkasse – og ikke en svulmende mave, som det ofte er tilfældet med mænd i fyrrerne. Næven, han tidligere stak frem for at sige goddag, er behageligt barket, men den bliver også udsat for andet end kontorarbejde. I 26 år har afdelingslederen i SDC nemlig løftet jern. Erfaringerne fra den passion har han glæde af i sit arbejdsliv i dag.

Meditativ muskelopbygning

”Jeg går benhårdt efter resultater. At jeg er så resultatorienteret hænger klart sammen med min sport,” siger Torben Ponsaing.

Man tror ham på hans ord. Mandens skarptskårne krop er et håndgribeligt bevis på hans vedholdenhed.

For nogle læsere ville det nærmest være en bedrift i sig selv at have holdt ved styrketræning i 26 år. Men for Torben Ponsaing handler de tusindvis af timer med tunge håndvægte, de mange gentagelser og den asketiske livsførelse ikke kun om at bygge den perfekte krop. Træningen er med tiden blevet en form for meditation.

”I bodybuilding lukker jeg mig inde i det her lille univers, hvor jeg kun koncentrerer mig om at løfte den ene håndvægt, eller den vægtskive, jeg sidder med. Det samme kan jeg gøre professionelt, og så skal der meget til at rokke mit fokus,” fortæller han.

Den meditative effekt, som Torben Ponsaing oplever i træningscentret, betyder også, at han er god til at bevare roen, når der opstår kriser på kontoret: 

”Uanset om der er ballade omkring mig, kan jeg sætte mig ned og koncentrere mig 110 procent om opgaven. Og når folk kommer ind til mig og råber op, har jeg ingen problemer med at tale dem ned og få kontrol over situationen.”

I mange år svedte afdelingslederen i fitnesscentret flere timer om dagen, men i dag træner Torben Ponsaing intensivt en halv time om morgenen, tre gange om ugen. En halv time, der fungerer som et frirum, hvor han kobler af før en hård arbejdsdag.

”Træningen giver mig stadig et kick. Når jeg står i badet bag-efter, føler jeg en rolig afklarethed, som intet andet giver mig. Det er eminent,” siger han med eftertryk.

Mandehørm og doping

Efter at have spillet fodbold i en del år fik Torben Ponsaing som teenager lyst til at prøve noget nyt – noget, som han ikke sprang ud i, bare fordi alle kammeraterne gjorde det samme. Noget, der var hans eget. En kollega dyrkede bodybuilding, og efter at have hørt lidt om det, valgte Torben at prøve sporten af. 

”Jeg havde brug for at finde en identitet. Min niche blev tilfældigvis bodybuilding, og jeg havde anlæg for det. Det gik forholdsvis hurtigt med at bygge muskler op, hvilket var medvirkende til, at jeg blev mere og mere motiveret for det.”

Træningen foregik i et bodybuildingcenter, hvor sveden drev ned ad væggene, jargonen var rå, og det gjaldt om at have de største overarme. Torben Ponsaing syntes, det var sjovt, og træningen gik så godt, at han overvejede at stille op i konkurrencer. Et mål, der krævede målrettet træning flere gange om dagen, en nøje tilrettelagt kostplan – og hormontilskud. Ifølge Torben Ponsaing kunne man ikke stille op dengang uden, for alle andre tog hormoner, men han havde godt lagt mærke til, hvordan hormonerne påvirkede træningskammeraternes humør og havde ikke lyst til at udsætte sig selv for det samme. 

”Men samtidig var det svært at træne med nogen, der på to måneder kunne tage 10 kilo på i ren muskelmasse – noget, der normalt kræver tre-fire års træning. Så jeg overvejede det kraftigt.”

På det tidspunkt var han begyndt at læse til civilingeniør, og det reddede ham. Der var ikke timer nok i døgnet til at passe både konkurrencetræning og studier.

Respekt

Udseendet og det øgede selvværd, der fulgte med, var årsagen til, at Torben Ponsaing fortsatte med de tunge løft, også efter at konkurrencedrømmen blev parkeret.

”Jeg identificerede mig med sporten, og jeg blev noget i kraft af den. Det kan jeg lige så godt være ærlig og sige.”

Der var også en anden markant fordel ved at have en veltrænet krop af en vis størrelse. En fordel, han også oplever i dag. Han får respekt.

”Når jeg går rundt på gangene, træder folk nærmest lidt til side for mig. Går jeg ind i et rum, bliver der lige kigget en ekstra gang. Og når jeg taler, er der ro. Mænd er sjove, de sammenligner på størrelsen – og det giver stadig respekt at være den største.”

Tidligere var Torben Ponsaing paradoksalt nok ikke meget for at skille sig ud. Det har han ikke problemer med i dag. Derfor er han også blevet mere ligeglad med folks fordomme omkring bodybuilding. Som at alle mænd med store muskler tager hormoner. Selv om han kort overvejede det som ung, er det ikke en vej, han siden har overvejet at tage.

”Hvis folk er skeptiske, forklarer jeg gerne tingenes rette sammenhæng. Det her er en simpel sport, jeg dyrker den som en passion, som andre dyrker løb eller golf, den har bare den sideeffekt, at jeg får større muskler.”

Kollegernes fascination

I de 26 år Torben Ponsaing har trænet, har han kun holdt en måneds pause. Han kan mærke på kollegerne, at de respekterer hans vedholdenhed og dedikation – og at de ville ønske, de kunne gøre det samme. Flere er blevet inspireret til at gribe vægtene og har spurgt Torben, om han ville hjælpe dem. 

”Mange beder om en kostplan eller spørger, om jeg ikke lige kan lave et træningsprogram. Bagefter var det sjovt at prøve, men de gider ikke følge det. Så mister jeg interessen for at hjælpe.” 

For afdelingslederen forlanger meget af sine omgivelser, som han forlanger meget af sig selv. Også professionelt. Leverer de ansatte en utilfredsstillende indsats, beder han dem overveje, om ikke de kan gøre arbejdet bedre.

”Bodybuilding har gjort mig til perfektionist omkring min krop, og det er jeg også blevet omkring min profession.”

Netop perfektionismen har tidligere været lidt af en udfordring for bodybuilderen. Han kunne blive ved og ved med at lave en analyse eller en præsentation om, fordi den skulle sidde lige i skabet. Den uvane har han lagt fra sig, efter at han er blevet leder. 

”Jeg er konstant på over for mine ansatte og har ikke længere mulighed for at nørde med detaljer en hel dag. Nu bliver opgaverne afleveret, når de er i forsvarlig stand.”

Træning som religion

Passionen for bodybuilding er ikke den rene feel good-historie. I perioder har den fyldt meget i Torben Ponsaings liv, og det kom bag på ham, at sporten kunne styre ham, som den gjorde.

”Min træning blev min religion. Den styrede mit liv og var afgørende for, om jeg var i balance, og om mit humør var godt eller skidt.”

Muskelmålene var Torben Ponsaings pejlemærke. Større var bedre, og han lyttede ikke, når venner og familie gjorde ham opmærksom på, at han var velproportioneret og ikke måtte vokse mere.

”Jeg tænkte kun på, at musklerne skulle være voluminøse – jeg så slet ikke på mine proportioner. Hvis min overarm kunne blive dobbelt så stor, var det dobbelt så godt.”

I 15 år skemalagde den garvede bodybuilder sin verden efter fem-seks måltider om dagen, faste restitueringsperioder og faste sengetider. Et meget tilrettelagt liv. Men tænker han tilbage nu, husker Torben Ponsaing tiden som god. Han havde masser af selvtillid og en følelse af at have bygget en superstærk krop og at kunne klare stort set alt. Men da han ramte midten af trediverne, fik Torben Ponsaing øjnene op for, at der var andet og mere end bodybuilding derude. 

”Andre værdier fylder mere nu. Jeg har stiftet familie, og som leder tager mit job også mere tid. Med 24 timer i døgnet og en 10-timers arbejdsdag er det begrænset, hvor meget  bodybuilding, jeg dyrker i dag.”