Error loading MacroEngine script (file: ) Projektlederuddannet på verdens tag - emagine.dk
Om projektleder og bjergbestiger Bo Belvedere Christensen.

Projektlederuddannet på verdens tag

I 2002 havde Bo Belvedere Christensen arrangeret en ekspedition til en ufremkommelig og sjældent besøgt del af det nordøstlige Nepal. Holdet havde set billeder, der viste en række spidse toppe med et udfordrende udseende, men ekspeditionsdeltagerne anede ikke, hvordan de skulle nå frem til bjergene: De havde fundet tre forskellige kort, der viste tre forskellige landskaber. Hver morgen, når de mødte hinanden, var de som opdagelsesrejsende på vej ind i ukendt land. De måtte bestige en top i udkanten af området for at sammenligne virkeligheden med de tre kort. På den måde kunne de notere sig, hvordan landskabet reelt så ud, og få planlagt en rute hen til bjerget. 

”Det var en helt speciel oplevelse: at gå ind igennem dale, hvor der ikke var spor efter mennesker. Ingen havde gået der før mig. At nå bjerget og forsøge at finde en vej op. Og så til allersidst, efter tre forsøg, at stå på toppen som de første mennesker nogensinde!”

For Bo Belvedere Christensen har de bedste oplevelser netop været ekspeditioner, hvor han og resten af teamet var uvidende om, hvad de ville møde derude. ”Det samme gælder IT-projekter. Jeg befinder mig godt, når vi er på gyngende grund og skal forsøge at skaffe fundamentet til at komme videre. Det er nok én af grundene til, at jeg flere gange har været med til at udarbejde forretningsplaner for nye forretningsområder.”

Den kalkulerede risiko

På bjergprojekterne minimerer Bo Belvedere Christensen risikoen for kriser ved at planlægge alting grundigt. Men for at få succes er bjergbestigerne indimellem nødt til at løbe en kalkuleret risiko. Her kommer Bos konkurrencefordel som projektleder ind i billedet. Den måde at tænke på har han nemlig overført til projekter i hverdagen. 

”Hvor traditionel projektledelse går efter at minimere sandsynligheden for, at en risiko opstår, så vurderer jeg nøje, hvad det er for en risiko, og om det kan betale sig at tage chancen, hvis den samtidig indebærer muligheder, vi ellers ikke ville få.”

Den tilgang giver en bredere risikoanalyse, da projektlederen ikke kun ser på, hvordan man undgår, men lige så meget på, hvordan man udnytter. Ekspeditionen til det nordøstlige Nepal er et godt eksempel på at løbe en vis risiko og agere ud fra den viden, man har. Dårligt vejr spolerede de to første forsøg på at nå toppen. Men Bo og resten af holdet så et mønster i stormene – to dages klart vejr efterfulgt af storm – og tog en chance. Satsningen viste sig at være det eneste rigtige. Bo fortæller:

”Du kan sammenligne det med et projekt, der skal bringe et nyt produkt på markedet: Din viden er begrænset, og snart vil konkurrenterne slå til. Du kan være nødt til at vove dig ud på markedet med et produkt, der ikke er 100 procent færdigt, for at ramme vinduet. Hellere rette fejl efterfølgende end at forpasse muligheden for at komme først.”

Kender grænsen

Sammen med en kammerat går Bo Belvedere Christensen langs en bjergryg i Norge. Han er 19 år gammel og næsten lige gået i gang med bjergbestigning. Han er ivrig efter at nå til tops, så de kæmper sig frem på trods af snestormen, der hyler om ørerne på dem. Pludselig hører han en glidende swoosj-lyd. Det næste, han ved, er, at han er begravet i en lavine. På mirakuløs vis lander begge mænd med hovedet over sneen. Bo får en hånd fri og graver sig langsomt ud af den kompakte sne. Bagefter hjælper han sin kammerat, der stadig sidder fast.

Turen til Norge er den eneste gang, hvor Bo har været i livsfare. Siden lavinen har han nøje overvejet konsekvenserne, når han bevæger sig på et bjerg.

”Folk betragter det at dyrke bjergbestigning som high risk, og de tror, at jeg skal bruges til high risk-projekter. Men jeg planlægger mine projekter minutiøst i forhold til at evaluere risici. På bjerget er målet at nå til tops, men målet er også at komme relativt uskadt ned igen,” fortæller projektlederen.

Og han ved, hvad han taler om. På en ekspedition til verdens 7.-højeste bjerg stod deltagerne i den øverste lejr kun 300 højdemeter fra toppen. Målet kunne nås på 4-5 timer, men en storm rasede. Da de havde opholdt sig i den i en halv time, blev de enige om, at de godt kunne nå til tops, men de ville sandsynligvis få forfrysninger og miste nogle fingerspidser og tæer. Det var toppen ikke værd. Bo fortæller: 

”Da jeg kom hjem fra turen, var det faktisk en af de bedste ekspeditioner, jeg har været på. Jeg lærte, at jeg kan sige fra, når grænsen er nået, uanset om ekspeditionen har kostet to års planlægning og mange penge.”At håndtere kriser på bjerget, der nogle gange handler om liv eller død, sætter også hverdagen som IT-projektleder i perspektiv. ”Det giver ro i maven, for det værste, der kan ske, er, at projektet eller firmaet ryger ud i problemer. Det er slemt nok, men det er sjældent noget, folk dør af.”

Projektlederuddannelse på bjerget

To år er den tid, det typisk tager at planlægge en ekspedition af flere måneders varighed. Der gik ikke lang tid, fra Bo Belvedere Christensen startede som bjergbestiger, før han gik i lag med at arrangere den slags ekspeditioner. Kæmpeprojekter, der involverer alt fra planlægning af økonomi, sponsorer og marketingplan – til mængden af kalorier, der skal dækkes pr. mand pr. dag, og antal tændstikker i oppakningen. 

”Ved at gennemføre de store ekspeditioner øvede jeg mig i at blive projektleder. Ekspeditionerne kræver et enormt planlægningsarbejde, der kan virke uoverskueligt og stressende – men for mig er planlægningen næsten lige så sjov som selve turen,” fortæller Bo med et lille smil.

I dag rejser han ud på ekspeditioner i sammenlagt 1-3 måneder om året, men arbejdet som IT-projektleder lider sjældent overlast af den grund.

”Bjergbestigningen har generelt ikke været en stor hindring i mit arbejdsliv. Jeg planlægger altid mine projekter og vælger mine kontrakter, så de passer med mine ekspeditioner.”

Mount Everest

Man kan næsten ikke snakke med en bjergbestiger uden at komme ind på verdens højeste bjerg. Bo Belvedere Christensen har da også Everest på menuen: Han vil nå til tops uden ilt. Den bedrift er der endnu ingen danskere, der har klaret. Bo har forsøgt sig to gange uden held. Første gang var bjerget fyldt godt op med kommercielle ekspeditioner, der alle forsøgte at nå toppen på trods af dårligt vejr. 

”Otte mennesker omkom. Andre fik forfrysninger. Min ekspedition nåede 8.450 meter, men endte som redningsteam,” siger Bo. 

De ekstreme forhold på ekspeditionerne kræver særlig opmærksomhed af projektlederen. Når plan A ikke fungerer, sætter man normalt en nødplan B i værk. Men på bjerget har Bo Belvedere Christensen været ude for, at de måtte køre nødplan E for at gennemføre et projekt.

”De erfaringer tager jeg med mig som IT-projektleder. Når jeg laver en projektplan, har jeg altid nødplaner – og nødplaner for nødplaner. Det gør jeg både for projektplanen som helhed, men også for de enkelte del-elementer.”

Der var nu ikke rigtig nogen nødplan for det, der skete i forbindelse med Bos andet topforsøg: Han havde besluttet sig for at være i sit livs bedste form, men den megen træning resulterede i en diskusprolaps og nedsat kraft i det ene ben. Han angreb bjerget alligevel og nåede 8.100 meter, før han måtte sige stop. Men han har ikke givet op. Tredje gang bliver forhåbentlig lykkens gang, når han i foråret 2013 går efter at nå hele vejen op til de sagnomspundne 8.850 meter.