Error loading MacroEngine script (file: ) Fra bombehelvede til paradis - emagine.dk

Fra bombehelvede til paradis

Han har prøvet stort set alt som IT-konsulent. Alt fra at være for tæt på krigszonen i Mellemøsten, til oplevelsen af rendyrket paradis i Thailand. Væbnet med over 20 års international IT-erfaring og et tykt lag britisk humor rejser Ian Ludlow rundt i verdenen og hjælper virksomheder med deres IT.

Er der altid så svedende varmt her? Alle vinduer i kontoret står på vid gab, ventilatorerne kører for fuld skrue, og chefen har beordret et air condition system installeret. Folk møder op på arbejde iført shorts og sandaler. Før jeg kom til Danmark, troede jeg, at jeg skulle til et køligt, nordisk land med høje, blonde mennesker - hvor alle ligner modeller, og hvor folk dyrker masser af sport. I stedet virker det som om, kontoret befinder sig midt i Amazonas regnskov. Nå, men til sagen. Jeg har arbejdet hos Telia Danmark siden medio april 2006. Der er en afslappet stemning herude, selvom Telia - på linie med andre virksomheder - ønsker resultater, og mine arbejdsdage er efterhånden blevet lange. København har i øvrigt overrasket mig meget. Sammenlignet med London er gaderne jo rene, og der er næsten ingen trafik.

Hvordan gik det så til, at jeg i dag arbejder som konsulent i København? Jo, for mange år siden var jeg projektleder på et billing-system hos British Telecom (BT) Mobile Communications. På det tidspunkt var BT netop blevet privatiseret, og de nye ejere besluttede, at 240.000 ansatte så absolut var i overkanten af det nødvendige. Tiden var kommet til at foretage nogle drastiske nedskæringer, men man ønskede ikke at indlede det nye ejerskab med en kamp imod den stærke telecomfagforening, med risiko for strejker til følge. Det ville være dårligt for salget, dårligt for firmaets omdømme, og - hvad endnu værre var - rigtigt skidt for aktiekurserne. 

Så de tilbød en attraktiv kompensation til de medarbejdere, som valgte at gå af frivilligt. Jo længere tid, man havde været der, jo større var det gyldne håndtryk. Nogle medarbejdere tog derfra og kunne begynde på nye jobs med det samme med 6-cifrede beløb i hånden. Min egen chef fik en kvart million i hånden, da han gik derfra - pund altså. Jeg forlod selv BT efter 10 års ansættelse, fik betalt nogle store regninger og satte så kurs mod Mellemøsten, nærmere betegnet Bahrain. Dette er historien om, hvad der efterfølgende skete:

Jeg forlod England på en kold og mørk morgen i oktober og ankom i Manama, hovedstaden i Bahrain, på en varm eftermiddag, hvor temperaturen var oppe over 30 grader. Ved første indtryk virker Bahrain temmelig velstående. Der er hvide villaer overalt, og bougainvilleaen kravler hen over de fine mure. Men jeg opdager snart, at disse huse kun er for de indfødte Bahrain’ere. Jeg overraskes over antallet af indere og phillipinere i landet, som bor under helt andre forhold. 

Ellers går alt fint. Jeg nyder temperaturen og muligheden for de næsten daglige svømmeture. En dag beslutter jeg at tage på en weekendtur for at se på oliekilder i ørknen og for at se et kæmpemæssigt akacietræ, som går under navnet “Livets træ”. Foruden træet var området helt goldt og øde. Mens jeg sidder på bagsædet under kørslen, har min guide for vane at rulle sit vindue ned med jævne mellemrum for at spytte ud. Men vinden bærer spyttet hen på mit vindue, og inden længe føler jeg mig halvdårlig og må flytte til et sæde på den anden side i bilen.

Efter 5 måneders ophold, beslutter George Bush senior og General Norman Schwartzkopf (guderne må vide, om jeg har stavet det rigtigt) at sende tropper ind i Irak som svar på tiltale fra Mellemøstens diktator, Saddam Hussein. Det var på tide at komme videre. Bahrain havde været en interessant oplevelse, men jeg bryder mig ikke om at være midt i en krigszone. Desuden var penge også et problem for mig i Bahrain, fordi det forventedes, at jeg selv betalte for rejser og ophold fra starten af, selvom jeg først modtog min betaling flere måneder senere. 

At flyve til Mellemøsten og bo der i månedsvis er ikke billigt. Et andet spørgsmål er: hvad pokker skal man lave om aftenen? Jeg tror helt ærligt, man kan sige, at når man har set én kamel i ørknen, har man vist set dem alle. Jeg spildte for mange aftener foran fjernsynet på mit hotelværelse, men kunne kun takke mig selv for, at jeg ikke kom mere ud. Nå, men konsulentmarkedet var heldigvis på vej op, og snart befandt jeg mig igen tilbage i England hos T-Mobile.

Jeg blev hos T-Mobile i to et halvt år. Min rolle var at designe alle interfaces mellem et nyt billing-system og de eksterne systemer, som skulle sende data til det nye system. Det var et interessant arbejde med lange arbejdstider – og denne gang uden at bomberne fløj omkring ørerne på mig. 

Økonomien var ikke noget problem, for jeg boede på et hotel i nærheden, hvor jeg blot skulle betale sidst på ugen. Jeg har lært at sikre min betaling, før jeg skal bruge pengene. Det blev min første gyldne regel som ekstern konsulent: Hvis du har ugentlige udgifter, så sørg for at modtage ugentlige betalinger. Leverandøren vil måske ikke bryde sig om det, men det vil hjælpe dig. Et andet plus var, at jeg havde min egen bil med. Om aftenen kunne jeg tage en køretur, gå i biografen, gå på indkøb eller besøge nogle venner. Så hvis du kan arrangere det, så sørg for at have et transportmiddel, og flyt ud af hotellet så hurtigt som muligt. 

Nå, tilbage til arbejdet. Nye muligheder byder sig, da jeg efter et stykke tid beslutter mig for at investere omkring 10.000 pund i et kursus i Clearify, et CRM system som gik sin sejrsgang rundt omkring i verden. Med mine nyvundne talenter fik jeg lidt senere et job som projektleder hos KPN i Holland. Der boede jeg hos nogle bekendte, så aftenerne var bestemt ikke kedelige, og de var glade for at modtage min betaling en uge bagud. Alt virkede OK, så hvorfor skifte job? Det viste sig imidlertid, at KPN havde et håb om at ansætte mig som fastansat til en brøkdel af den løn, jeg oppebar som konsulent. Da jeg sagde til chefen, at jeg ikke var interesseret i tilbudet, var hans svar: “Ian, lige nu har jeg lyst til at give dig en knytnæve i ansigtet”. Eftersom jeg selv er omkring 170 cm høj, og han var omkring 2 meter, havde jeg ikke lyst til at få nogen øretæver af ham. Jeg anser ikke mig selv for at være en voldelig type, men volden lod til at følge mig på min vej. Endnu en lektie lært - undgå konfrontationer.

Jeg ender med at få et job hos Cable and Wireless i Manchester, og for første gang i årevis kan jeg faktisk bo i min hjemby, Leeds. Der er ingen problemer med økonomi, boligforhold, kedsomhed eller aggressive personer. Og hvad sker der så - Cable and Wireless beslutter sig for at droppe projektet efter blot 3 måneder, og jeg bliver ledig på jobmarkedet igen. 

Denne gang får jeg en kontrakt, som ændrer mit liv. Jeg ved intet om Thailand, og da jeg søger information om landet på nettet, bliver jeg bombarderet med hjemmesider, som tilbyder alt lige fra postordrehustruer til stærkt krydret mad. Jeg er efterhånden klar til at tage nogle chancer, og gør det så igen ved at tage afsted til Fjernøsten. Jeg ankommer til Bangkok, fortumlet og udmattet pga. jetlag og mangel på søvn. Larm, lugt og luftfugtighed rammer mig som et godstog, idet jeg træder ud af flyveren. Men jeg kommer mig over det ret hurtigt. 

Efter et par uger sker der noget besynderligt, men sjovt. På kontoret begynder alle at sprøjte vand på hinanden, og søde piger går rundt og smører vores ansigter ind i hvid farve. Det er Song Kran - det thailandske nytår - og jeg oplever den første af flere forskellige smukke, mystiske fester, som gør dette sted så anderledes i forhold til alt, hvad jeg er vant til hjemmefra i Vesteuropa. 

Jeg begynder at møde nye mennesker og kommer udenfor om aftenen og besøger nye steder i weekenden. Jeg oplever steder som Chaing Rai, Kanchanaburi, Phuket, Samui, Ayuthaya, Nakorn Nayok, Sukhothai, Koa Lak, samt en masse andre smukke steder. Thailand er samtidig også et smørhul for en konsulent med et vestligt lønniveau. Frokost kan købes for 20 bath i Bangkok, svarende til et par kroner, afhængig af kursen. 

Jeg oplever Thailand som et smukt sted, smukkere end andre steder jeg har været. Der er så meget at se på - og foretage sig - og alt er så anderledes. Tiden går stærkt, og pludselig er der gået 4 år, i løbet af hvilke jeg har haft 3 kontrakter - den sidste dog dårligt betalt, og jeg har vænnet mig til at leve på en stor fod. En dag da jeg kommer hjem fra arbejde opdager jeg, at strømmen til lejligheden er blevet afbrudt. Temperaturen er nær de 38 grader, da klimaanlægget ikke virker. Elregningen er ikke blevet betalt, og maden i køleskabet er allerede dårlig. Den aften lå jeg i min seng med vinduerne vidt åbne, men lige meget hjalp det på temperaturen – og jeg var samtidig et festmåltid for myggene. Med et bedrøvet hjerte går det op for mig, at tiden igen er inde til at vende hjem til England. Endnu en lektie lært: Tag hjem, hvis du ikke har råd til at være der - lige meget, hvor meget du nyder det.

Tilbage igen hos T-Mobile i det kolde, mørke England. Mange af de gammelkendte ansigter er i mellemtiden forsvundet. Systemerne er efterhånden på plads, og jeg ender med at skulle designe nogle ændringer, som skal supportere 3G services. Jeg bliver hos T-Mobile i lidt over et år - med flere forlængelser undervejs - men opgaverne på projektet er ved at slippe op. En dag kommer chefen forbi for at fortælle mig dét, som jeg allerede er forberedt på at høre - at han ikke kan forlænge kontrakten, da der ikke er mere arbejde. Så jeg må videre igen, denne gang til Schweiz.

Med mindre du har en masse penge i banken, vil jeg gerne advare imod Schweiz. Det må være blandt de dyreste lande i verden at bo i. Man må påregne at skulle betale for ophold, transport og forplejning, før man selv modtager nogen betaling. Hvis man som jeg har et hus at betale af på derhjemme, bliver det pokkers svært at opretholde en tålelig levestandard i Schweiz. Jeg husker en italiensk projektleder, som fortalte, at han ved kontraktperiodens udløb absolut intet havde tilbage på kontoen. Alt, hvad han havde tjent, var brugt op på løbende udgifter. Man må imidlertid sige, at Schweiz er et smukt land.

For at hoppe lidt videre i teksten, så begyndte jeg at arbejde for Telia Danmark i april 2006. Det er et behageligt sted at være, og jeg nyder at bo i København. Og netop fordi jeg har gjort mig nogle erfaringer tidligere, kan jeg bedre klare mig rent økonmisk, på trods af det høje prisniveau i Danmark. Jeg flyttede ud af hotellet, så hurtigt jeg kunne og bor nu i en større lejlighed i nærheden af Strøget i en gade, som jeg aldrig lærer at udtale. Jeg kan klare mig på egen hånd og har bl.a. været rundt i byen med bådfarten. Det næste bliver at tabe et par kilo ved at cykle rundt på de fint anlagte cykelstier. 

Dernæst? Hvem ved. På et tidspunkt ville det være en drøm at kunne vende tilbage til Sydøstasien igen.