Error loading MacroEngine script (file: ) At vove fodfæstet - emagine.dk
Interveiw med Ole Bindesbøll.

At vove fodfæstet

I 2004 startede Ole Bindesbøll sit eget konsulentfirma og har de sidste 3 år arbejdet som freelance IT-konsulent. I dette interview fortæller han blandt andet om, hvordan man undgår at blive til et møbel; hvad en testkoordinator/projektleder egentlig laver; hvorvidt en karriere som freelance IT-konsulent indeholder andet end hårdt slid, og hvad der skal til for, at man kan gå på vandet.

Hvad fik dig til at vælge en karriere som IT-konsulent?

Det lå i mig, at det var noget, jeg gerne ville være. Allerede da jeg gik på handelshøjskole, tænkte jeg, at jeg godt kunne tænke mig at være konsulent. Det, der interesserer mig, og som også interesserede mig dengang, var at definere opgaver, både på strategisk, taktisk og operationelt niveau. Jeg er en meget systematisk og struktureret person, og det, der udfordrer mig, er at komme ud til en forvirring, at finde hoved og hale i den og så se julelysene i folks øjne, når de siger: ”Hold da op! Det var faktisk dét der, jeg prøvede at sige; - ja det er dét vi skal!”.

Hvordan griber du det an, når du går i gang med at skabe orden?

Jeg starter med at sidde og nørde og fokusere på at definere opgaverne. I den første fase er jeg den mere introverterede, den lidt dumme, der stiller mange spørgsmål. Jeg lytter ekstremt meget og koncentrerer mig om at skabe relationer. Når så jeg har fået mig funderet i organisationen, så går jeg ud og finder ud af, hvilke ressourcer, der er at gøre godt med. I den fase skal man bruge en anden side af sin personlighed. Der skal man ud og gå i front og skabe produktivitet igennem mennesker. Det er en fase, hvor man skal være udadvendt, arrangere kick-offs for store grupper af mennesker og kommunikere en hel masse. Så som IT-konsulent skal man bruge mange sider af sig selv. Man skal have forskellige roller i de forskellige faser. Det kræver en masse arbejde med ens egen personlighed, fordi man skal relatere til så mange forskellige mennesker. Og selv om jeg er 48 og er meget erfaren, så møder jeg stadig udfordringer på forskellige områder – det er kanon hårdt arbejde! Så det er ikke fordi, du vælger et let liv, når du beslutter dig for at være IT-konsulent. Det er ikke let! Man skal være den der maratontype, der kan lide at presse sig selv, leve op til store krav, og som både kan lide at arbejde med forretningsudvikling, teknik og mennesker.

Hvad beskæftiger du dig med?

Jeg er projektleder eller testkoordinator, så det er aktiviteter og ikke bits og bytes, jeg har styr på. Mine ledestjerner er at få defineret opgaver og personer/roller, sådan at der kan skabes et team, som kan løfte opgaverne. Sidst men ikke mindst skal jeg også sørge for at styre tiden; som det hed i 70’erne: ”Den der ikke kan styre tiden, kan ikke styre noget som helst”. Det er helt essentielt at kunne styre tiden.

Tiden har faktisk også flere niveauer. Ligesom opgaverne har flere forskellige niveauer, kan medarbejderne også deles ind i flere forskellige niveauer. Niveauerne omkring tid er, at vi har et synligt mål, som skal nås inden for en given dato mere eller mindre langt ude i fremtiden. Men det er totalt uoverskueligt at stå med et mål og vide, at om 2 år skal det nås.

Derfor er vi nødt til at bryde tiden ned i dele og sætte nogle milepæle, som så bliver nedbrudt til ugemål og dagsmål, sådan at man konstant har tjek på tiden. Tiden har jo også med penge at gøre: Holder du tiden, så holder du også dit budget. 

Er testfasen ikke meget afhængig af de forudgående faser, og er det ikke testerne, som eventuelle forsinkelser rammer ekstra hårdt?

De forskellige teams hænger selvfølgelig sammen og vi orienterer os i forhold til hinanden, men jeg sørger for at definere min testopgave på en måde, sådan at jeg kan arbejde rimeligt uafhængigt af de andre. Alligevel er der stadig ting, der strander, og dem arbejder vi systematisk med ved hjælp af nogle lister over de ting, der stopper os – så der er struktur på.

Hvorfor valgte du at blive freelance IT-konsulent? 

Det gjorde jeg på baggrund af, at jeg i forvejen havde en hel del erfaring med at være konsulent, blandt andet fra min tid som ansat hos A/S Jensen Consulting, hvor jeg blev ansat i 1998, og hvor jeg var med til det her ”year 2000 compliance”, altså med til at gøre alle computere parate til tusindårsskiftet – for vi var jo helt sikre på, at alle disse systemer ville bryde sammen med uoverskueligt kaos til følge! Heldigvis gik det jo ikke helt så galt!

Jensen Consulting var en fantastisk arbejdsplads, hvor man virkelig følte, at man var noget. Der var en ledelse, som fik det bedste frem i folk. Det var i løbet af min tid dér, at det gik op for mig, at hvis man forstår at arbejde sammen med de mennesker, der er omkring én, jamen, så kan man gå på vandet!

Efter nogle år blev vi konsulenter fra Jensen Consulting  solgt til en international kommunikations- og IT virksomhedblev for vores vægt i guld. Jeg fortsatte som konsulent på både interne og eksterne opgaver. Vi blev en del af et stort bureaukrati, blev styret nede fra hovedsædet, og efterhånden følte vi os mere og mere som en flok malkekøer, som bare skulle tjene nogle penge til de forskellige interessenter - det er selvfølgelig også fair nok, men det blev mere og mere hult og uinteressant. 

Og når tingene bliver uinteressante, så begynder man jo at støje og fungere mindre end optimalt, og i den situation gælder dét, som Kirkegaard siger: ”At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik, ikke at vove er at miste livet”. Tør du at miste fodfæstet et øjeblik, så kan du nå et andet niveau og få nogle nye udfordringer, som gør, at du kan være ”levende” i forhold til dig selv og dine omgivelser. Rutiner dræber! Når dit liv går hen og bliver en rutine, så er du en grøntsag, en maskine, du er simpelthen død! Du skal finde ud af, hvad du tænder på, hvad der er rigtigt for dig, og det er en konstant udfordring. 

Men for lige at vende tilbage til dit spørgsmål: Dér stod jeg så og havde mine prioriteter, havde købt sommerhus og ny bil, havde store faste udgifter og overvejede, om jeg turde tage springet, eller om jeg hellere skulle være ”fornuftig”. Vi lever jo i et H.C. Andersen eventyrland, hvor det faktisk ikke kan gå rigtig galt – selvfølgelig kan du risikere at snuble, men der er jo et sikkerhedsnet, som griber dig inden du rammer jorden. Du kan komme ud for opture og nedture og blive lidt svimmel – men du kommer aldrig helt ned og rammer asfalten! Så det er rigtig dumt ikke at turde miste fodfæstet. 

Men eftersom jeg jo er jyde og økonom etc., havde jeg dog et kriterium, der hed: ”Hvis jeg kan skaffe en kunde, så vover jeg springet”. Så jeg brugte mit netværk og fik min første opgave, hvorefter jeg stiftede det anpartsselskab, jeg driver i dag. Det betyder så, at jeg skal klare mig selv og stå på egne ben, og det giver selvfølgelig lidt af et sug i maven! Men det har fungeret rigtig godt, og jeg har ikke mistet pusten endnu.

Desuden har jeg et fantastisk samarbejde med ProData Consult. Jeg er jo ”kun” mig i det her firma, så selvom jeg godt kan lide at have styr på det hele og har et stort drive, så er jeg nødt til at ”outsource” nogle af mine opgaver. 

ProData Consult sørger for, at jeg lige præcis får lov til at blomstre de steder, hvor mit talent kan få udfoldelse. ProData Consult har rigtig mange gode kontakter og et netværk lige lige dér, ”hvor det sner” for mig, og de har en tillid til mig, der gør, at vi kan skabe synergi.

Hvordan er freelancelivet i forhold til at være fastansat?

Jeg ved ikke, om det er et gen man skal have, men jeg kan i hvert fald godt lide at være freelancer! Jeg kan lide, at der hele tiden er nye spændende tidskritiske opgaver. Opgaver som er højt prioriteret fra virksomhedens side, og som har ledelsens opmærksomhed, hvilket gør, at jeg får den opmærksomhed, der skal til, for at jeg kan udføre et ordentligt stykke arbejde. 

Det er noget af dét, der betyder rigtig meget for mig: At gøre et godt stykke arbejde. Man kan meget let, i store organisationer, komme i en situation, hvor man går hen og bliver sådan et slags møbel, en grøntsag, hvor tingene ikke fungerer, hvor man snakker for meget og handler for lidt - det er sådan en slags pensionsforening i min verden. Noget af det fantastiske ved at være konsulent, er, at man med jævne mellemrum får en chance for at komme til et nyt sted og starte på en frisk – og det er simpelthen enestående, det er lidt ligesom at få en ny kæreste! Man arbejder blandt nogle af de dygtigste indenfor ens fagområde, og der er prestige og mange penge på spil. Jeg vil i det hele taget gerne befinde mig i nogle frugtbare omgivelser med mennesker, der har et interessant fokus og kompetencer, så man sammen kan skabe noget unikt.

Hvad nu hvis der er én på holdet, der er super dygtig til sit håndværk, men som er en pine at arbejde sammen med?

Så fokuserer jeg på det, det menneske kan og vil, og det han gør frem for alt det andet, han ikke er så god til – det er selvfølgelig lettere sagt end gjort! Vi har jo alle et punkt, hvor vi møder vores begrænsninger. Men man skal selvfølgelig også tage bestik af, hvad man har det godt med, og hvad man ikke har det godt med. 

Har du nogle gode råd til andre freelance IT-konsulenter?

Altså, populært sagt, skal du ikke tale med dine kunder om politik, religion eller sex, der skal være den der professionelle distance. Så selvom du skal være venner med dine kunder, så er der alligevel en grænse, og du skal forstå, at den er der, fordi du er konsulent, og du er ekstern og du har nogle privilegier, og de andre har nogle andre privilegier. 

Noget andet jeg har erfaret er, at det godt kan betale sig at fokusere på det, der virker. Fokuser på succeserne og de mennesker, du fungerer sammen med. 

Efter min mening kan enhver i princippet blive konsulent, men det fordrer, at du ved, hvad du er god til, og at du ved, hvad du vil, og at du kan levere løsninger og præstere at gøre noget færdigt - og det fordrer, at du er god til at kommunikere! 

Ole har især arbejdet med projektledelse inden for software udvikling, ITIL og organisatorisk implementering. Han har over 7 års erfaring som ekstern IT konsulent i projektledelse rundt om i dansk erhvervsliv og 18 års erhvervserfaring fra private og offentlige virksomheder. Størstedelen af tiden som intern eller ekstern IT projektleder.